Willumsen bevæger sig i spændingsfeltet mellem det dyriske og instinktive og det fornuftsmæssige og refleksive, og det gør hans værker til en dialog mellem det vilde og det tæmmede. Han forsøger at skabe en samhørighed mellem det destruktive og det skabende, to kræfter, som pr definition er uforenelige i harmoni.
Mamma Andersson får hver billede til at vride sig og efterlade beskueren i nysgerrig spekulation. For mig i hvert fald, der helst vil finde ud af HVORDAN, er der mysterier over det hele. Dybde og perspektiv, der ikke helt giver mening – men til gengæld giver en visuel rutchetur, teknikskift langt ud i det flabede område. Hold op, den dame kan sit shit!
