Forandring på vej – vi flytter

Hjælp! Værkstedsflytning - IGEN!

Af Anne Lorenzen
Skrevet d.10 februar, 2019

Vi er i den grad flyttet ind, og vi elsker stedet på trods af alt det bøvl, det har kostet - og nok også lidt på grund af det.

Hjælp! Værkstedsflytning – IGEN!

Jeg havde værksted på Vennemindevej på Østerbro i en del år. På et tidspunkt fik jeg lyst til at drosle ned og ikke mindst komme tættere på mit hjem i Søborg, og fandt en plads i et lille værksted i Bagsværd.
Desværre fungerede det ikke, så efter et år rykkede jeg teltpælene og alt mit habengut op og flyttede til Bella Atelier ved Gladsaxe Trafikplads. Dejligt sted, dejlige mennesker, supergodt!

I løbet af den tid, hvor jeg var dér, besluttede Christina og jeg at etablere et fælles atelier og kursussted på et tidspunkt.
Den model blev pludselig meget aktuel, da min meget kære udlejer på Bella blev syg og døde.

Efter nogle måneders usikkerhed på fremtiden (kunne vi måske lave det værksted i Bellas lokaler?) stod vi med en opsigelse. En måneds varsel. Til 31/12. Nytår. Fuldstændig fantastisk tidspunkt at flytte et kæmpe læs kasser, billeder, staffelier. NOT! Og finde et passende sted på så kort tid…. heller ikke smart.

Christina var kvik og fandt en mulighed på nettet. Vi tog op og kiggede samme dag,
Et råt kælderlokale med, på papiret, 119 kvadratmeter – ikke langt fra det gamle sted, og beliggende fint i forhold til busser, parkering osv. Men lige dyrt nok til vores pengepung. Og meget rungende, og meget tomt. Og uden vand.

Løsninger

Hvor der er en vilje, er der en vej. Der blev tegnet indretningsplaner og med lodder og trisser fundet penge til indskud. Udlejeren lagde et ekstra års kontraktbinding på til gengæld for en udslagsvask med pumpe og koldt og varmt vand. Til tekøkken og penselrens osv osv.

Lokalet er næsten kvadratisk, og vi havde brug for et “skjult” område til lager, garderobe og generelt rod. Det betød, at der skulle opføres en gipsvæg. En solid en, som man kunne stille ting op ad på indersiden og clipse lærreder op på på ydersiden.

Normalt ville der være et netværk at trække på, men lige der før jul og mellem jul og nytår er der jo ingen der har tid. I hvert fald ingen med biler, trailere og ikke mindst muskler. Så det var “tordenskjolds soldater” der byggede væg og flyttede ting, Det er nok noget af det hårdeste, jeg har været igennem i min karriere som billedkunstner.

Men væggen blev beregnet og indkøbt og opført, og i dag ser det ud som om den altid har været der, og vi har 14 vægmeter gipsvæg i alt, hvor der kan etableres maleplads til max 7 kursister. Og overdådig maleplads til os selv, når det er det det handler om! Skal der arbejdes siddende, kan vi have flere. Da huslejen i høj grad skal dækkes af kursusindtægter, er det en meget betydningsfuld ting.

Det er så sjovt at indrette

Da det hårde flytte- og byggearbejde var overstået, kom den noget sjovere fase: At få gjort det tomme og stadig rungende rum til at hyggeligt og velfungerende værksted og kursusrum.

På grund af den lidt trælse akustik besluttede vi, at der skulle være mindst ét tæppe og nogle bløde møbler. De 4 store vinduer skulle have gardiner, og der blev konstrueret nogle hjørnepaneler med stof på efter råd fra en aktusik-ingeniør. Sammen med diverse borde, stole og reoler gjorde alle disse ting faktisk, at lyden i rummet blev rigtig fin.

Og nu har vi så et virkelig lækkert værksted. Der er syhjørne, tekøkken, “kontor” (et chatol med plads til at sidde med comuter), “mødelokale” (et store, rustikt bord hvor vi kan sidde 8-10 mennesker), “lounge/Bibliotek” (en kæmpe flydesofa og en daybed, samt et par reoler med alle vores bøger til glæde og gavn for både os selv og kursister. – Midt på gulvet en hjemmebygget, flytbar “ø” i god højde til stående arbejde – og så de mange kvadratmeter dejlig maleplads – og endelig lageret.

Vi er i den grad flyttet ind, og vi elsker stedet på trods af alt det bøvl, det har kostet – og nok også lidt på grund af det.

 

 

KUNSTBLOGGEN

om alt muligt spændende

Her skriver vi om indblik og oplevelser fra kunstens verden. Vi inviterer dig til at gøre det samme (skriv her).

JEG VIL LÆRE OM:

Maleri

Akrylmaling og medier

Akvarel

Tryk

Fotoredigering online

Seneste indlæg

Video tips

Vi har en samling af korte videoer med kreative ideer