Mamma Andersson og de magiske malerier – på kursus på Louisiana

Mamma Andersson – en tour de Magica i grænselandet mellem virkelighed og det vi ser.

Jeg har været på kursus på Louisiana, Museum for moderne kunst. Kurset hed ”Mamma Andersson og de magiske malerier” og med to kunstformidlere ved roret, blev vi taget med på en tur, der havde afstikkere til Munch, Hockney, Doig, Tal R og Brown. Kurset gav et fint indblik i Mamma Anderssons egne processer og måder at anskue både maleriet og verden på.

Maleriets analoge rolighed og langsommelighed giver stof til eftertanke i en verden af digitale glimt og hurtige opdateringer. Når vi tager os tid til at dvæle ved teknikken, penselstrøgene og de bagvedliggende processer, åbner der sig en magisk verden af guld, flimmer og malerisk tåge i Mamma Anderssons levende malerier.

Maleriet som analogt medie

Maleriet kan noget som digitale medier ikke kan. Det giver os adgang til en anden sanselighed og stoflighed, som glatte fotos og skærme ikke kan give os, og derfor skal man tage på museum og se kunsten i levende live.

Hvert et penselstrøg og hver en malingsklat kan ses og det kan også alle fejl og mangler. Jeg elsker, at man kan se hvordan en klat maling ikke giver mening tæt på, men at den fuldender udtrykket, når man står langt fra.

Når man forstår det optiske bedrag et maleri er, bliver teknikken bag en øjenåbner og min nysgerrighed bliver pirret af det, som på afstand, næsten giver et fotorealistiske helhedsindtryk, men ved nærmere eftersyn er tynde terpentinvædede laveringer, eller er det en wash af vand og akryl?

Et brud med comme il faut

Mamma Andersson maler efter fotografier som hun slår over i sort/hvid. Derved er hun ikke bundet af landskabernes kulør. Det er smart, når man hellere vil lave røde og orange landskaber. Fotografierne bruges som et stillads, som hun beklæder med sin sindstilstand. På den måde gør hun op med tankerne om, at kunsten skal være løsrevet fra kunstneren, og skal kunne stå alene.

Andersson er optaget af arkæologi, gerningssteder og detektivarbejde. Hun er tiltrukket af det mørke og uhyggelige, af skyggesiderne ved tilværelsen og de spor som mennesker efterlader. I sin samling af gerningsstedsfotos, postkort, reklamer mm. finder hun noget der forekommer hende interessant, og skaber dermed nye sammenhænge. Hendes værker rummer flere tider i ét og et flimrende landskab, hvor man bliver i tvivl om man er ude eller inde. Som Mamma selv siger det så fint; ”Idet tidløse er det lettere at genkende sig selv”.

Snydt af den tilsyneladende idyl

Det er også denne tankegang, der gør udstillingen på Louisiana både aktuel, vedkommende og tankevækkende. For den analoge tilgang til kunsten, maleriet og processen giver os, som beskuere, tid og mulighed for at dvæle i grænselandet, hvor tid ikke er en faktor og så alligevel; for malerierne af køkkener, spiseborde og mennesker malet bagfra, på vej væk fra beskueren gør, at man undres og bliver i tvivl om hvad, hvornår og hvorfor. Dramaet i hverdagen og tankerne på, hvad der måske har været, hvad der er foregået og forladtheden i rummet. Du bliver snydt af den tilsyneladende idyl, men i det lidt dybere psykologiske lag arbejdes der med spor efter mennesker og portaler til andre verdener – det være sig indre og/eller ydre. Det handler om, hvordan man oplever virkeligheden og tilgangen bliver nærmest fænomenologisk, når malerierne skildrer det let tågede slør, som er laget mellem virkeligheden og det vi ser.

Derfor er malerierne perfekte som facilitator for samtaler mellem mennesker, for det jeg ser og oplever, er helt sikkert ikke den samme virkelighed som du ser og oplever.

Flere blogindlæg

Kursuskalender efterår 2021

Akrylmaleri for begyndere – aftenkursus27.oktober, Aftenkursus
Farver og teknikker for begyndere udi akrylmaleriet, 5 onsdag-aftener
Nyt liv til gamle værker – oktober30.oktober, Weekendkursus
Har du også masser af lærreder stående med billeder, der driller og er gået i baglås?
Maledage med Anne: Personligt maleri12.november, Anden kursustype
Tre maledage med Anne Lorenzen - fredag-lørdag-søndag 12.-14.november
4 dage med Bjørn Ignatius Øckenholt18.november, Anden kursustype
4 novemberdage med kunstneren Bjørn Ignatius
Glitrende landskaber27.november, Weekendkursus
Stjerner, der skinner, og sne der glitrer, eller det rene eventyr?
Julestue 20214.december, Anden kursustype
Hurra! I år kan vi da vist godt holde julestue!