LAG PÅ LAG PÅ LAG PÅ LAG

Mie Mørkebergs ”Kryptomania” på Trapholt

Der er sikkert mange steder, man kan komme hen, når man sætter sig i en bil her i Gladsaxe og kører i tre timer. Men at man ligefrem kan komme til et helt andet univers, det er virkelig noget særligt.

Christina og jeg er på vores første ”firmaudflugt” med madpakke og mål, og vi har glædet os længe! For vores vedkommende fører bilturen os til Kolding, nærmere bestemt kunstmuseet Trapholt. Her kan man nemlig opleve kunstneren Mie Mørkebergs første museumsudstilling med titlen Kryptomania.

Christina og mig på oplevelsestur

Hun er uddannet fra Kunstakademiet i 2006 og har siden høstet masser af opmærksomhed og anerkendelse. Vi kender hendes ting fra billeder, og jeg så sidste år nogle af hendes store bemalede krukker på Gl.Holtegaard på udstillingen ”FED LER”. Men hendes malerier havde ingen af os set i virkeligheden, og det er jo altid noget helt andet end at se fotogengivelser. Hvor meget anderledes det var i dette tilfælde, kom faktisk bag på mig.

En krypteret verden

Kryptomania er ifølge Mørkeberg navnet på et univers eller en verden, hvor alt er krypteret – altså kodet og svært at aflæse. Hun refererer tydeligt til vor egen tid, hvor man jo faktisk ikke kan ret meget, uden at en eller anden nøgle eller kodning kommer i spil, og hvor vores forståelse af vores egen virkelighed i en eller anden grad bliver tåget og fjern.
Her placerer hun sine mennesker, sine ikke-menneskelige væsener, sine dyr og sit vildnis. I hvert eneste af de store malerier er der mange psykologiske lag, mange muligheder for gådeløsning og tolkning. Alting kan altid være både det ene og det andet eller noget helt tredje.

At det var svært at aflæse værkerne, var nok det, der var nemmest for os at se.
Der var en film, som man kunne vælge at se først, eller efter at have set værkerne. Vi valgte værkerne først, hvilket var fint nok – der var også ledsagende tekster undervejs – men efter den virkelig interessante video gav det hele meget mere mening.
Mørkeberg bygger sin kunst på et enormt lager af viden. Kunsthistorisk, kulturhistorisk, litterært, alt muligt, og blandet og mixet efter forgodtbefindende. Der er referencer allevegne. Alene her bliver udstillingen til en af dem, hvor det gør en stor forskel for beskueren, om man har viden om nogle af de samme emner eller måske om kunstneren og hendes proces. Det er værker, som man sagtens kan se, nyde og forundres over uden ”manual”, men som ændrer sig kolossalt meget, når man læser på lektien.

“Kryptomania” åbner med værkserien “Portal”. Der er vist ingen små værker hos Mie Mørkeberg..

Temaer

Udstillingen var opdelt i en række serier eller temaer, som samtidig fungerer – om man vil se det sådan – som en fortælling, der udvikler sig og forklarer sig selv.
I den første sal var der, under fællestitlen “Portal”, fire malerier, der forestillede store sfærer eller cirkler, koblet sammen med dyr: Kolibri, panter, søhest og skorpion. Alle disse dyr kan man finde i mytologi hos forskellige kulturer; for eksempel var kolibrien for Mayaerne den forklædte sol, der forsøgte at forføre månen, og hos Aztekerne blev faldne krigere til kolibrier. Panteren trak Dionysos’ vogn og havde en sød ånde, der kunne lokke andre dyr i døden – men panteren spiller også en særlig rolle hos Mørkeberg. Den var hendes usynlige ven og følgesvend, da hun var barn, og har fulgt hende ind i voksenlivet og hendes billedverden.

I det næste rum står fire meterhøje keramikkrukker med fællestitlen Imaginary Friend (fantasi-ven) – her finder vi i golde ørkenlandskaber panteren igen sammen med andre mere mærkværdige og surreale skikkelser.

Keramikkrukke med panter, Mie Mørkeberg på Trapholt

Tredje del af udstillingen består af kæmpestore malerier. I dem alle pånær ét findes menneskelige figurer, der på forskellig vis hviler drømmende (?) i et vildnis af voldsom natur. Undtagelsen er værket ”Wilderness” (Vildnis), hvor naturen har overtaget hele billedfladen.
Disse malerier er – set herfra – hjertet i Kryptomania. Mørkeberg jonglerer med ude-inde, menneske-natur, drøm-virkelighed, bevidsthed-søvn, menneske-teknologi-mytologi. Og så videre. Samtidig spiller hun form, farve og teknik op mod hinanden. Der foregår helt vildt meget i hvert af billederne, og meget af det, der foregår, er foruroligende, men alligevel falder værkerne på plads i en eller anden ro.

Udsnit af “Kryptomanian Mermaid”, Mie Mørkeberg på Trapholt

Den sidste serie malerier er monokrome, brunsort på hvidt og råhvidt. Her præsenteres nogle figurer, som kunne være gudeskikkelser. Titlen på denne serie er ”In the shadow of Khaos”.

Lag og fragmenter

Der er altså mange lag af betydning og ”kodning” i Mie Mørkebergs værker. Men også rent maleteknisk er der lag. Hun bruger i sine malerier en teknik, hvor hun limer lærredsstykker ind på sit oprindelige lærred i løbet af maleprocessen. Disse stykker kan fungere som flader, hvor hun kan skifte til anden farve eller form, eller flader, hvor motivet fortsætter. Det, at der er tilføjet dette nye fragment, får én til at spekulere over, hvad der mon gemmer sig nedenunder. I mange tilfælde fremhæver fragmenterne de punkter i maleriet, hvor de er anbragt. Der kan være mange af disse collageflader i et maleri, så der opnås en nærmest tredimensionel virkning og i hvert fald stor stoflighed.

Det indsatte lærredsfragment giver et skift, der fremhæver et punkt i maleriet og øger værkets stoflighed. Mie Mørkeberg på Trapholt.

For os, både som malere og som undervisere, giver det et stort boost at opleve sådan en udstilling. Nu skal vi lege med noget af det, vi har lært – og så skal vi forhåbentlig snart på firma-roadtrip igen!

Flere blogindlæg

Kursuskalender efterår 2021

Akrylmaleri for begyndere – aftenkursus27.oktober, Aftenkursus
Farver og teknikker for begyndere udi akrylmaleriet, 5 onsdag-aftener
Nyt liv til gamle værker – oktober30.oktober, Weekendkursus
Har du også masser af lærreder stående med billeder, der driller og er gået i baglås?
Maledage med Anne: Personligt maleri12.november, Anden kursustype
Tre maledage med Anne Lorenzen - fredag-lørdag-søndag 12.-14.november
4 dage med Bjørn Ignatius Øckenholt18.november, Anden kursustype
4 novemberdage med kunstneren Bjørn Ignatius
Glitrende landskaber27.november, Weekendkursus
Stjerner, der skinner, og sne der glitrer, eller det rene eventyr?
Julestue 20214.december, Anden kursustype
Hurra! I år kan vi da vist godt holde julestue!