J.F. Willumsen i Frederikssund

Engang i slut 90´erne – start 00´erne besøgte jeg museet i Frederikssund i forbindelse med en studieweekend. Jeg husker egentlig ikke så meget af selve besøget, men jeg husker følelsen af både det fysiske og psykiske ubehag, som Willumsens værker vakte hos mig.

Den følelse sad fast i mig, og af den grund har jeg undgået museet, indtil jeg for nylig blev inviteret til Kulhuse sammen med en veninde. Turen går lige forbi Frederikssund og Willumsen museet, og derfor var det nærliggende at kombinere hygge med kultur.

Den gang, i slut 90´erne, vidste jeg ikke ret meget om kunsthistorie. Det gør jeg stadig ikke, men dog mere end dengang. Det var ikke det, der blev lagt vægt på, da jeg havde billedkunst på linje på seminariet, det var sådan set heller ikke evnen til at formidle eller lære teknikker fra sig, men mere ideen om at planlægge aktiviteter, der gav eleverne mulighed for at opleve, at man kan udtrykke sig på flere måder og med andre medier end pen og papir, som var i fokus.

Jeg er den kreative type, som hellere vil lave skuespil, dramaøvelser, malerier, collager og kropslige fremlæggelser fremfor at aflevere en skriftlig fremstilling, så derfor havde jeg valgt billedkunst som linjefag. Jeg kom aldrig til at undervise i billedkunst i folkeskolen, men jeg har taget mig af mange kreative aktiviteter i undervisningen af børn og unge med særlige behov, da jeg meget hurtigt kom til at specialisere mig til at
arbejde indenfor specialområdet.

Engang i slut 90´erne – start 00´erne besøgte jeg museet i Frederikssund i forbindelse med en studieweekend.

Jeg var ung og måske forudindtaget med hensyn til tiden, hvor Willumsen havde sit kunstneriske virke, eller også var jeg faldet i den grøft, som Willumsens samtid også sad fast i, og kunne ikke forstå ham. Jeg ved ikke, hvad der skete dengang, men jeg besøgte ikke museet igen før næsten to årtier senere.

Mit syn på, hvad det vigtige i faget er, har (heldigvis) ændret sig siden seminarietiden, og når jeg sammen med min billedkunstnerkollega Anne Lorenzen planlægger og udfører undervisning i vores firma Kunstevent.dk, er opmærksomheden på de kunstnere, vi står på skuldrene af, et meget vigtigt element i vores undervisning.

Når jeg ser JF Willumsens værker i dag, er det med mere modne og mindre skeptiske briller, og al følelse af ubehag er erstattet af sympati, begejstring og nysgerrighed.

Dyremetamorfoser og grotesker, klare farver og brede penselstrøg giver de umiddelbart idylliske motiver af børn der bader, kvinder der danser nøgne eller i harlekinkostumer og selvportrætter en følelse af at der ligger mere bag.

Det måtte handle om mere end lyset i Skagen eller at portrættere familien og male damer i samspil med katte.

Og ganske rigtigt!

Pludselig lægger jeg mærke til måden kroppene står, og til penselstrøgenes enkle og alligevel næsten maniske vildhed, og jeg får lyst til at vide mere om denne mand, som ikke blev forstået hjemme i andedammen før langt senere.

Der er ingen tvivl om at Willumsen forstår selviscenesættelsens kunst og identificerer sig med det mytiske og transcendentale, med det guddommelige og kraftfulde og med kosmos og det metafysiske.

Det lyder storslået, og det er absolut heller ikke noget, jeg selv har fundet på, men derimod har jeg læst mig til det det, ligesom jeg har læst mig til, at Willumsen havde en samling af genstande, som illustrerer hans interesse for græsk og ægyptisk oldtidskunst.

 

 

Bum! Der var noget, som faldt på plads og som skabte genklang hos mig selv.

Pludselig forstod jeg hvor han kom fra, pludselig var J.F. Willumsen ikke længere en fremmed, men en ven fra en anden tid, en ven jeg kunne spejle mig i på samme måde, som jeg spejlede mig i Egon Schieles historie, da jeg læste den, og i Martin Bigums figur Art, som det politiske statement den var (og er).

Willumsen bevæger sig i spændingsfeltet mellem det dyriske og instinktive og det fornuftsmæssige og refleksive, og det gør hans værker til en dialog mellem det vilde og det tæmmede. Han forsøger at skabe en samhørighed mellem det destruktive og det skabende, to kræfter, som pr definition er uforenelige i harmoni.

 

 Så fra at Willumsen var en dansk kunstner, som jeg fik mental kvalme over og ikke forstod, er min nysgerrighed nu pirret på det groveste, og jeg har lært, at jeg ikke skal skue hunden eller Tigermanden på hårene.

Flere blogindlæg

Kursuskalender efterår 2021

Akrylmaleri for begyndere – aftenkursus27.oktober, Aftenkursus
Farver og teknikker for begyndere udi akrylmaleriet, 5 onsdag-aftener
Nyt liv til gamle værker – oktober30.oktober, Weekendkursus
Har du også masser af lærreder stående med billeder, der driller og er gået i baglås?
Maledage med Anne: Personligt maleri12.november, Anden kursustype
Tre maledage med Anne Lorenzen - fredag-lørdag-søndag 12.-14.november
4 dage med Bjørn Ignatius Øckenholt18.november, Anden kursustype
4 novemberdage med kunstneren Bjørn Ignatius
Glitrende landskaber27.november, Weekendkursus
Stjerner, der skinner, og sne der glitrer, eller det rene eventyr?
Julestue 20214.december, Anden kursustype
Hurra! I år kan vi da vist godt holde julestue!