ALENE HJEMME MED TAL R

Når man selv fylder godt i landskabet, så kan det være helt rart at gå ind i rum, hvor alting er stort.

Det var det i den grad på Ordrupgårds udstilling ”Alene hjemme” med Tal R. Jeg besøgte udstillingen sammen med en god veninde 10.september, bare en uges tid før den slutter, på en smuk og sprød septemberdag. Ordrupgård ligger sådan nærmest i skoven, og de gamle store træer havde stadig grønt løv højt deroppe.

Der var sådan nogenlunde lige så højt til ”himlen” i udstillingens første rum. Vi talte ikke, men der så ud til at være flere hundrede værker, hovedsageligt på papir, tæt plastret på væggene fra gulv til loft og hjørne til hjørne. Værker i alle størrelser, flest af dem rigtig store. Umuligt at overskue – som meningen jo nok var. Overvældende, lækkert, kriblende og tosset.

Ordrupgårds ophængning af papirarbejder – Tal R

For det meste på papir, men ikke samme slags papir, og meget af det i sort-hvid, men ikke samme slags sort-hvid. Ud over det grafiske gråtonetema var variationer over en mild rosa gennemgående, især som baggrund i nogle af værkerne, og dygtigt placeret i ophængningens helhed. Rummet føltes som ét værk, en stedsspecifik installation om man vil. Udstillingen er lavet til Ordrupgård, så der er nok noget i den tanke.

Huse, fugle og blomster
Tal R har arbejdet med tre temaer eller motivkredse i udstillingen: Husfacader, Fugle i bur og Blomster i vase. Kendetegnende for hans fortolkninger af alle tre er, at de mere end udfylder fladen, så de nærmest ikke kan være der. Vasen fylder det hele, så blomsterne må nøjes med hvad der nu er tilbage af plads, fuglen er større end buret eller måske så stor, at buret slet ikke kan ses (hvormed værkets egen afgrænsning bliver buret).

Husfacaderne består dels af ”linealtegninger” med farveblyant på små stykker papir, dels af monumentale malerier, hvor det enten er facadens mursten eller husets konstruktion i form og linje, der træder frem. Især i disse husbilleder kunne jeg se forbindelsen til en maler som Peter Doig, der har en del af disse felter og flader i hvert fald i tidligere værker.

Agnes og de andre
På de øvrige to etager i udstillingen tager maleriet over, og dermed også kuløren. Værkerne er kolossale, med tyk og klattet oliemaling i flader, der støder upræcist op til hinanden. Paletten er kraftig, men ikke ”pang”.
De fleste af blomstermalerierne har titler – eller ikke titler  som ”Blomster uden titel”. Og mange af fuglene har til gengæld navne. Det store røde stykke fjerkræ, jeg poserer med på fotoet til dette blogindlæg, bærer navnet ”Agnes”. Sådan en titel gør et eller andet. Tilføjer en menneskelighed, en skæbne, som pludselig flytter fokus fra en sjov fugl til en livssituation, men kan identificere sig med.

Tal R på Ordrupgaard –  maleri med Fugl i bur “Agnes”.

Alene hjemme #2020
Det er nærliggende at læse titlen, og billederne med, i en coronakontekst. Men Ideen til udstillingen var i kunstnerens hoved længe før pandemien begyndte.
De tre serier af motiver afspejler den klassiske samling af dansk og fransk kunst fra 18- og 1900 tallet, som er Ordrupgårds kerne. Kunsthistorien vrimler med billeder af borger- og adelsdamer i selskab med fugle i bur, symboler på det gyldne bur disse kvinder har levet i. Og stilleben-værker med blomster i en vase er også et typisk og hyppigt motiv.
Hos Tal R får såvel de klassiske motiver som den klassiske tolkning en drejning mod noget mere nutidigt, og det føles på én gang morsomt, smerteligt, voldsomt, frigørende, irriterende og interessant. Sådan som det også kan føles at være alene hjemme.

Flere blogindlæg

Kursuskalender efterår 2021

Akrylmaleri for begyndere – aftenkursus27.oktober, Aftenkursus
Farver og teknikker for begyndere udi akrylmaleriet, 5 onsdag-aftener
Nyt liv til gamle værker – oktober30.oktober, Weekendkursus
Har du også masser af lærreder stående med billeder, der driller og er gået i baglås?
Maledage med Anne: Personligt maleri12.november, Anden kursustype
Tre maledage med Anne Lorenzen - fredag-lørdag-søndag 12.-14.november
4 dage med Bjørn Ignatius Øckenholt18.november, Anden kursustype
4 novemberdage med kunstneren Bjørn Ignatius
Glitrende landskaber27.november, Weekendkursus
Stjerner, der skinner, og sne der glitrer, eller det rene eventyr?
Julestue 20214.december, Anden kursustype
Hurra! I år kan vi da vist godt holde julestue!